L.A. Ring, Sommerdag. Roskilde Fjord, 1900,

95,5x145,5 cm, olie på lærred, Randers Kunstmuseum.

    Vi kigger ud over Roskilde Fjord. Det er en tidlig sommermorgen, solen er ved at stå op og tre fiskerbåde ligger på det blikstille vand. På trods af Rings meget naturalistiske gengivelse er der noget sært uvirkeligt over dette landskab. Det bærer en uhyrlig ro og tomhed i sig. Her er ingen handling, der er ved at udspille sig, skibene bevæger sig knapt nok og den klare luft og det spejlblanke vand er ligeledes helt uden nogen form for dynamik. Med andre ord sker der tilsyneladende ingenting i Rings billede. Og alligevel er det en ganske anstrengt stemning, der hviler over motivet. Stilheden er simpelt hen for knugende. Det er som om, at den er spændt til bristepunktet, at den er lige ved at knække over i en bragende larm. Ring har på fortræffelig vis ladet sit landskab med en indre spænding, og som bekendt varsler en spænding som regel altid, at noget er på vej, at noget er ved at ske. Set i lyset af at Ring faktisk malede dette billede i år 1900, kunne det meget vel være det nye århundredes ankomst, som kunstneren her har ønsket at frembringe og kommentere. I tiden omkring århundredeskiftet var kunsten såvel som det øvrige liv generelt præget af en højnet bevidsthed om, at man stod på tærsklen til en ny tid. Denne såkaldt fin de siècle sensibilitet, som ikke mindst var møntet på det modernes accelererende indtog i hverdagslivet, spandt sig fra uforbeholden jubel og længsel til skepsis og apokalyptiske profetier. Måske signalerer solopgangen i Rings billede netop et spinkelt håb for det nye og ukendte. Eller også er der i sandheden tale om stilhed før stormen. En ting er sikkert, Roskilde Fjord har her ikke så meget med Roskilde Fjord at gøre. Landskabet er i stedet blevet en beholder for en vidtrækkende symbolik.